Street Copenhagen giver børn og unge adgang til foreningspadel
Efter sommerferien har Street Copenhagen startet to nye padelhold for børn i alderen 8-10 år og 11-13 år i Padel Yard i Jernbanebyen. Det sker i tæt samarbejde med Padel Yard, der stiller baner og trænere til rådighed.
Med støtte fra Udviklingspuljen i Københavns Kommune og et samarbejde med rekrutteringsplatformen Motivu har foreningen på blot halvanden måned fået 40 nye børn ind i foreningspadel.
”Det fedeste er, at vi spiller sammen som et hold og at mine venner er der. ” fortæller en af de nye deltagere.
Initiativet viser, at der er et stort potentiale for at udvikle padel som foreningsidræt for børn og unge. Mange padelbaner i byen er i dag primært forbeholdt selvorganiseret idræt, men Street Copenhagen har vist, at organiserede holdtilbud kan tiltrække og fastholde børn i fællesskabet. Allerede nu arbejder foreningen på at udvide tilbuddet til også at omfatte de 14-17-årige.
Vil du vide mere?
Hvis din forening er nysgerrig på erfaringerne med Udviklingspuljen, Motivu eller hvordan man kan starte nye og anderledes foreningshold op, kan du kontakte Kasper Simonsen, konsulent i projektet, som gerne deler erfaringer og inspiration.
Kasper Simonsen
Idrætskonsulent
Kultur- og Fritidsforvaltningen