Piger med boksehandsker i Svanemøllehallen

I Svanemøllehallen har bokseklubben IK99 startet et pigehold, hvor tryghed, disciplin og fællesskab går hånd i hånd. Interessen er så stor, at der allerede er fuldt hus.

I bokseklubben IK99 på Østerbro er der kommet flere piger på holdkortet end nogensinde før. Interessen for boksning blandt piger er vokset markant, og klubben har derfor startet et særligt pigehold, hvor træningslokalet er dedikeret kun til dem – med to kvindelige trænere i spidsen.

Det nye hold har hurtigt fået fuldt hus, og stemningen er høj. Her handler træningen ikke kun om slag og teknik, men om fællesskab, styrke og selvtillid.

”Mange tror, at boksning bare handler om at slå, men det er meget mere end det. Det kræver disciplin, fokus og respekt – og man lærer virkelig noget om sig selv,” fortæller Stefan fra IK99.

Pigerne på holdet er mellem 7 og 16 år, og for de fleste er det første gang, de prøver kræfter med boksning. For klubben har det været vigtigt at skabe et trygt rum, hvor pigerne kan udfordre sig selv i deres eget tempo. Erfaringen viser, at mange tør tage springet netop fordi rammen er enkel og tryg, og fordi de mødes af trænere, de kan spejle sig i.

Hos IK99 håber man, at succesen med pigeholdet kan bane vej for flere hold i fremtiden – og inspirere andre foreninger til at skabe lignende muligheder.

Vil du vide mere?

Hvis din forening er nysgerrig på, hvordan man kan udvikle målrettede tilbud til nye målgrupper, kan du kontakte Katrine Amalie Yde, konsulent i projektet, som rådgiver om, hvordan man rammer de helt rigtige - f.eks. pigerne.

Katrine Amalie Yde

Idrætskonsulent

Kultur- og Fritidsforvaltningen