Klatring i foyeren: Nørrebro Klatreklub finder nye veje til klatring

Nørrebro Klatreklub har udvidet fra ét til syv børne- og ungehold på Nørre Fælled Skole – et kreativt greb, der giver flere børn adgang til klatring midt i byen.

På Nørre Fælled Skole summer foyeren nu af liv, grin og små hænder på grebene. Nørrebro Klatreklub har nemlig udvidet deres tilbud markant: fra ét enkelt hold til hele syv klatretider om ugen for børn og unge i alderen 5 til 16 år.

Træningen foregår på skolens bouldervæg – et sted, der viser, hvordan kreative løsninger kan skabe mere plads til idræt i en ellers presset hovedstad.

Projektet ledes af børne- og ungekoordinator Sebastian, en erfaren klatrer der har formået at gøre klatrevæggen til et trygt og inspirerende samlingspunkt for både nye og øvede børn.

”Det er fantastisk at se, hvor hurtigt børnene rykker sig – både motorisk og mentalt. De hjælper hinanden, hepper og tør mere for hver træning,” fortæller Sebastian.

Udvidelsen er medfinansieret af Kultur- og Fritidsforvaltningens Udviklingspulje, hvor 10.000-projektet har vejledt klubben gennem ansøgningsprocessen. Samtidig har Dansk Klatreforbund ydet sparring både i forhold til det idrætsfaglige indhold og opbygningen af de nye hold.

Foreningen arbejder nu på at etablere et tæt samarbejde med skolens KKFO, så endnu flere af skolens børn kan blive aktive klatrere – både på væggen i hverdagen og i klubben udenfor skoletid.

Målet er klart: flere børn skal opleve glæden ved at finde deres egen vej op ad væggen, i et fællesskab hvor teknik, mod og nysgerrighed går hånd i hånd.

Vil du vide mere?

Hvis din forening er nysgerrig på Udviklingspuljen, KKFO-samarbejder eller kreative måder at bruge alternative faciliteter på, kan du kontakte Søren Ydemark, konsulent i 10.000-projektet, som gerne deler erfaringer og inspiration.

Søren Ydemark

Idrætskonsulent

Kultur- og Fritidsforvaltningen