Fægteklubben Trekanten rekrutterer med inspiration fra “Wednesday”

Fægteklubben Trekanten har mærket stigende interesse fra børn og unge efter Netflix-serien Wednesday. En ny digital kampagne har pustet endnu mere liv i interessen for idrætten – og fået flere til at gribe kården.

Fægtning er en sport, der kombinerer hurtighed, koncentration og strategi – og i Fægteklubben Trekanten er det fællesskabet og glæden ved sporten, der står i centrum. Nu har foreningen i Ryparken fået endnu flere børn og unge til at prøve kræfter med kården.

Inspireret af Netflix-serien Wednesday, hvor fægtning spiller en central rolle, har foreningen lanceret en digital rekrutteringskampagne, som allerede har givet flotte resultater. Flere nye medlemmer har meldt sig til efter sommerferien, og interessen fortsætter med at vokse.

Kampagnen blev udviklet i forlængelse af et sparringsforløb kaldet Københavnerhjulet, hvor foreninger får hjælp til at arbejde strategisk med rekruttering og udvikling. Her fik Trekanten støtte til at skabe en indsats, der kunne ramme de børn og unge, som allerede var blevet nysgerrige på sporten gennem serien.

”Vi oplevede, at mange børn syntes, fægtning så spændende og lidt mystisk ud. Serien gjorde dem nysgerrige – og vi var klar til at tage imod dem. Det har virkelig givet et løft,” fortæller en af klubbens trænere.

De nye hold har hurtigt fået liv, og fægtningens særlige blanding af fokus, teknik og samarbejde tiltaler mange børn, der prøver sporten for første gang.

Fægteklubben Trekanten viser, hvordan man som forening kan udnytte aktuelle tendenser og med lidt kreativitet skabe interesse for idræt på nye måder.

Vil du vide mere?

Hvis din forening er nysgerrig på, hvordan Københavnerhjulet kan bruges til at udvikle og prioritere nye idéer, kan du kontakte Kasper Simonsen eller Søren Ydemark, konsulenter i projektet, som gerne deler erfaringer og inspiration.

Kasper Simonsen

Idrætskonsulent

Kultur- og Fritidsforvaltningen

Søren Ydemark

Idrætskonsulent

Kultur- og Fritidsforvaltningen